Recepter
Fast medicin
Al fast medicin kræver regelmæssige kontroller hos sygeplejerske og evt. læge. Fast medicin inkluderer bl.a. medicin for sukkersyge, blodtrykket, hjertet, kolesterol, astma, KOL, angstmedicin, antidepressiv medicin og p-piller.
Interval for kontroller tilrettelægges for den enkelte patient – det kan være hver 3. måned for nogle typer behandling, mens andre kun kræver årlig kontroller. Vi tilstræber at udskrive recepter således, at du har medicin nok til næste gang, vi ønsker at se dig. Så slipper du for at ringe for fornyede recepter. Recepterne vil typisk ligge på ”serveren”, som betyder, det kan hentes på ethvert apotek i landet. Har du behov for at få sendt medicinen hjem til dig, bedes du kontakte dit lokale apotek.
Har du undtagelsesvist ikke fået recepter på fast medicin til næste kontrol kan fast medicin bestilles via den hvide postkasse i glas-indgangspartiet. Seddel med navn, CPR-nr, medicinnavne/antal tabletter og tlf-nummer lægges i postkassen. Alternativt kan man anvende Selvbetjening her på hjemmesiden.
Stærk smertestillende medicin, ADHD-medicin, sovemedicin og beroligende medicin:
Der er særlige regler for denne type medicin. Recepter kan ikke udskrives til flere gange, og kan som udgangspunkt ej heller udskrives pr. telefon- eller via selvbetjening. Recepter skal typisk fornyes ved konsultation hos læge eller sygeplejerske, eller ved aftalt fremmøde i skranken. Vi tilstræber årlige kontroller for patienter i denne type behandling. Her lægges plan for det kommende års behandling.